Arena Mors
Vision og helhedsplan
Ny vision og helhedsplan for Sparekassen Thy Arena | Mors. Målet er at skabe et sted for fællesskaber, hvor foreningslivet kan blomstre og øen få et nyt samlingspunkt centralt placeret i Morsø Multipark.
Sparekassen Thy Arena | Mors består i dag af to håndboldhaller inkl. omklædnings- og fitnessfaciliteter. Med det nye helhedsgreb tilføjes en ny springhal, en rytmiske dansesal, wellness- og svømmehal, en tennishal samt et nyt samlende indre torv, der forbinder hele anlægget og som kan bruges til en lang række af aktiviteter på tværs af idræt, kultur og sundhed.
Det er projektets vision at skabe både indendørs og udendørs faciliteter for alle aldersgrupper. De nye imødekommende faciliteter vil byde borgere fra hele Mors velkommen i lyse, venlige og fleksible rumligheder. Her vil der være rum for håndbold, fodbold, fitness, gymnastik, wellness, svømning, tennis, dans og sang. Her mødes byens mange foreninger, som mangler det store rum, hvor de kan samles. Her skal der være rum for de unge og de gamle, eliten og bredden, her vil der findes rum for alle øens borgere i et nyt samlende fællesskab.
De nye bygningsdele består alle af limtræskonstruktioner, som bliver en synlig del af rummene. ”Forsamlingsrummet” fremstår som en lys og let konstruktion med glastag og facader. Det er opbygget af en trækonstruktion, der sammen med interiør i krydsfinér, giver rummet varme. Træet er på samme måde brugt til at skabe en imødekommende atmosfære i de nye haller.
De nye haller får en udvendig beklædning af rødmalet træ. Ved at give hallerne træfacader får de deres eget udtryk og kommer til at stå tydeligt frem som nye bygningselementer, der er tilføjet til de eksisterende teglbygninger. Selvom de nye bygningsdele får et andet facademateriale, gør den røde farve at de spiller sammen med de eksisterende bygningers røde tegl og gør at anlægget har en sammenhæng på tværs af nyt og gammelt. Det nye ”forsamlingsrum” får et let udtryk med en transparent facade, der kommer til at sy hele anlægget sammen og sikre et godt dagslys og kig til de grønne udearealer.
Projektet udvikles af Jesper Kusk Arkitekter, Keingart Space Activators, Sparekassen Thy Arena | Mors samt Morsø Kommune.
jesper@jesperkusk.dk
Fæstningens Materialgård
Frederiksholms Kanal 30, A7
Bygning 789
1220 København K